Depression

Ubearbejdet sorg, langvarige stressbelastninger, fysisk sygdom, negativ tænkning og negative forventninger til sig selv eller andre eller lavt selvværd kan være nogle af de psyko-sociale belastningsforhold, der fører til depression. Ca. 15 % af den danske befolkning vil på et eller andet tidspunkt i livet få en depression.

En depression er kendetegnet ved både psykiske og fysiske symptomer. Det kan være træthed og energiforladthed, dyb tristhed, fornemmelse af håbløshed og hjælpeløshed, skyldfølelse og selvbebrejdelser, søvn- og appetitforstyrrelser, manglende interesse for arbejde og daglige gøremål, irritabilitet og koncentrationsvanskeligheder,tab af selvværd og eventuelt nedsat hukommelse, angstoplevelser og selvmordstanker.

Oplever du nogle af disse kendetegn, er det vigtigt, at du søger hjælp.

Du kan blive rask igen, når dine ressourcer findes frem, og du bliver agent i dit eget liv igen. Jeg arbejder både med de tankemønstre, med de relationelle mønstre og de forhold i dine livsbetingelser,der kan føre frem til en depression.

Et samarbejde med din læge kan være betydningsfuldt, da det i nogle tilfælde anbefales kombineret behandling med medicin og psykologsamtaler.

Ubehandlet depression kan medføre at en kronisk tilstand udvikles.